Aluminium (Al)

Aluminium (Al), også stavet aluminium, kemisk element, et let sølvhvidt metal af hovedgruppe 13 (IIIa, eller bor gruppe) i det periodiske system. Aluminium er det mest rigelige metalliske element i Jorden’s skorpe og det mest udbredte ikke-jernholdige metal. På grund af sin kemiske aktivitet forekommer aluminium aldrig i metallisk form i naturen, men dets forbindelser er til stede i større eller mindre omfang i næsten alle klipper, vegetation og dyr. 

Forekomst og historie

Aluminium forekommer i ignøse klipper hovedsagelig som aluminosilikater i feldspars, feldspatoider og glimmer; i jord afledt af dem som ler og ved yderligere vejrforhold som bauxit og jern-Rich Laterite. Bauxit, en blanding af hydrerede aluminiumoxider, er den vigtigste aluminiummalm, og krystallinsk aluminiumoxid (smaragy, korund), som forekommer i nogle få magtede klipper, udvindes som et naturligt slibemiddel eller i sine finere sorter som rubiner og safirer. Aluminium er til stede i andre ædelsten, såsom topas, granat og chrysoberyl. Af de mange andre aluminiummineraler har alunit og cryolit en vis kommerciel betydning.

Før 5000 f.Kr. fremstillede folk i Mesopotamien fint keramik af et ler, der stort set bestod af en aluminiumforbindelse, og for næsten 4.000 år siden brugte egyptere og babyloniere aluminiumforbindelser i forskellige kemikalier og medicin. Plinium refererer til alumen, nu kendt som alum, en forbindelse af aluminium, der i vid udstrækning anvendes i den gamle og middelalderlige verden til at fastsætte farvestoffer i tekstiler. I sidste halvdel af det 18. århundrede anerkendte kemikere som Antoine Lavoisier alumina som den potentielle kilde til et metal.

Råaluminium blev isoleret (1825) af den danske fysiker Hans Christian Ørsted ved at reducere aluminiumchlorid med kaliumamalgam. Den britiske kemiker Sir Humphry Davy havde forberedt (1809) et jern-aluminiumslegering ved elektrolysering af smeltet aluminiumoxid (aluminiumoxid) og havde allerede navngivet elementet aluminium; Ordet blev senere ændret til aluminium i England og nogle andre europæiske lande. Den tyske kemiker Friedrich Wöhler, der brugte kaliummetallet som reduktionsmiddel, producerede aluminiumspulver (1827) og små kugler af metallet (1845), hvorfra han var i stand til at bestemme nogle af dets egenskaber.

Det nye metal blev introduceret til offentligheden (1855) ved Paris Exposition omkring det tidspunkt, hvor det blev tilgængeligt (i små mængder med store omkostninger) ved natriumreduktion af smeltet aluminiumchlorid gennem Deville processen. Da elektricitet blev relativt rigelig og billig, næsten samtidig Charles Martin Hall i USA og Paul-Louis-Toussaint Héroult i Frankrig opdagede (1886) den moderne metode til kommercielt fremstilling af aluminium: elektrolyse af renset aluminiumoxid (Al2O3) opløst i smeltet kryolit (Na3AlF6). I 1960'erne flyttede aluminium til førstepladsen, foran kobber, i verdensproduktionen af ikke-jernholdige metaller. For mere specifikke oplysninger om minedrift, raffinering og produktion af aluminium, se aluminiumsbehandling.